Ansvar og opgaver
Menighedsrådet har ansvaret for forvaltningen af kirkegården. Det gælder det langsigtede ansvar for, at kirkegården ikke forfalder, og at der er tilstrækkelig begravelsesplads (jf. Lov om Kirker og Kirkegårde § 9, stk. 1). Det er således også menighedsrådets ansvar, at kirkegården er tilpasset nutidens behov, og at den udvikler sig hensigtsmæssigt.
Menighedsrådet har også ansvaret for det daglige tilsyn med kirkegården (jf. lovens § 21). Ofte er det daglige tilsyn dog overladt til kirkeværge eller kirkegårdsleder. Desuden har menighedsrådet ansvaret for udarbejdelsen af vedtægter og fastsættelse af takster. Menighedsrådets ansvar er nærmere beskrevet i vejledningen ’Kirker og Kirkegårde’.
Det praktiske arbejde med pleje og vedligeholdelse af kirkegården overlades til medarbejderne. Ledelsesopgaven kan også i større eller mindre grad være overladt til medarbejderne, men det afhænger af de enkelte ansættelsesforhold.
Kirkegårdslederen har til forskel fra graveren et selvstændigt ansvar for drift og anlæg af kirkegården, samt ansvar for personaleledelse.
Menighedsrådet har ansvaret for, at medarbejderne kan varetage deres opgave optimalt. Det betyder klarhed om målet for opgaven. Målet kan være formuleret som overordnede mål for kirkegården, eller som målsætninger for kirkegårdens elementer i form af tilstandskrav. Mål og målsætninger udmøntes ofte i forskellige planer. Det betyder også, at ressourcerne skal svare til driftsopgaven. Menighedsrådet har ansvaret for, at der er balance mellem mål og ressourcer. Medarbejderne har ansvaret for, at ressourcerne forvaltes fornuftigt, og målene opnås.
Det er et fælles ansvar, at der er dialog og samarbejde i kirkegårdsforvaltningen i det enkelte sogn. Blandt andet betyder det, at relevante oplysninger bliver formidlet mellem medarbejdere og menighedsråd, således at beslutninger kan træffes på et korrekt grundlag.